Poul Martin Bonde ny formand for SPOT

jan 23, 2020

SPOT festivalen har valgt ny formand for bestyrelsen: Poul Martin Bonde overtager posten efter Claus Visbye. Poul Martin Bonde er kendt og respekteret for sit brede erfaringsfelt indenfor den rytmiske musik og virker til daglig som talsmand og kommunikationschef for Smukfest.

Selv siger Poul Martin Bonde i forbindelse med valget:

”Jeg er meget stolt over at blive udpeget som formand for SPOT
festivalen, som jeg regner for en af landets vigtigste.
 
Jeg har fulgt SPOT siden starten og været på stort set alle udgaver gennem årene – og festivalens arbejde for både at bringe ny musik frem til et større publikum, og at præsentere dansk og nordisk musik for potentielle internationale aftagere, er for mig at se vigtigere end nogensinde. SPOTs gode resultater på begge områder er velkendte, og jeg ser frem til at være med til at styrke både festivalen og organisationen yderligere, så man er godt gearet til den evigt omskiftelige fremtid i musikbranchen”.

SPOTs bestyrelse består af:

Formand: Poul Martin Bonde (Talsmand og kommunikationschef, Smukfest)
Næstformand: Anja Pil Christoffersen (Advokat, musiker)
Anna Lidell (Formand DJBFA, musiker)
Søren Krogh Thompson (General manager, Playground Music Denmark)
Marianne Troelsgaard Jensen (Adm. leder af Maltfabrikken)

SPOT festivalen har eksisteret i 25 år og er dels Nordens største scene for nyere dansk og nordisk musik og musikalske trends – dels det største mødested mellem den danske, nordiske og internationale musikbranche.

SPOT præsenterer omkring 300 acts over tre dage på scener og spillesteder i det centrale Aarhus – dels på festival-området, dels i byrummet.  Ud over et tusindtalligt og altid nysgerrigt musikpublikum, gæstes SPOT af omkring 1500 repræsentanter fra musikbranche og medier, heraf ca. 250 internationale, som networker og deltager i festivalens omfangsrige debat- og seminarprogram.

– – –
Foto i top: Allan Høgholm

Foto af Poul Martin Bonde: Smukfest.dk