Elisha før “Live fra VA15”: Musikken har været mentalt god for mig

jun 9, 2020

Elisha har en funklende ny sang med, når han i aften optræder med sit band som del af GAFFA’s, SPOTs og ROSA’s ”Live fra VA 15”. – Sangen hedder ”Umbea” (Rumours) og er en mere upbeat sang end vanligt fra mig, fortæller Elisha – netop ankommet til Aarhus inden aftenens koncert: – Jeg har gerne villet løfte folks humør lidt med den, smiler han.

For corona-tiden har været hård. Også ved Elisha: – Den manglende kontakt til verden udenfor har været vanskelig for mig rent mentalt, fortæller han: – Så jeg har brugt musikken, sangskrivningen og indspilningerne som en slags mental terapi.

Elisha udgav singlen ”Richer” for et par uger siden, og forleden uploadede han en coverversion af Secret Gardens gospel ”You Raise Me Up” på YouTube (lyt med i bunden af artiklen!), som en kommentar til de aktuelle protester i USA pga politibrutalitet og som støtte til Black Lives Matters-bevægelsen. Det er en sang han og hans familie selv har sunget i kirke, da de var flygtninge i Kenya. Nu mener han, det er tid at synge den igen.

Desuden var han i studiet så sent som i går med duo’en LittGloss – et arbejde som Elisha håber ender på det fuldlængde-album han har i tankerne, men allermest ser han frem til til at komme på scenen igen: – Det har været hårdt ikke at skulle spille live – derfor glæder vi os også meget til i aften, fortæller han på sine og bandets vegne, der har arbejdet sammen gennem det seneste halve år.

Se livekoncerten i aften lige HER