De unge drenge fra Undertekst streamede allerede live på de sociale medier få dage efter corona-lockdown. I aften står de blandt andet klar til at præsentere deres nye single, “Hun kender alle i Aarhus,” til Live fra VA15.
Årets koncertmæssige højdepunkt for aarhusianske Undertekst skulle uden sammenligning have været at spille på Smukfest 2020 som del af det officielle program. Det satte corona-krisen som bekendt en brat stopper for. Så det folkelige gennembrud blev sat på pause for en stund, men det slog ikke de unge drenge ud af kurs, fortæller Marius Frydensbjerg Stürup, der spiller keyboard i bandet. Tværtimod:
“Vi tog faktisk direkte i studiet og streamede live derfra, da Danmark lukkede ned. Der var vi rimelig omstillingsparate, som man jo siger. Og efter det har vi været rigtig gode til at fordybe os og producere en masse ny musik. Hele det koncertmæssige aspekt og rejsedelen i det har jo af gode grunde ikke taget al vores fokus.”
Gruppens nye single, “Hun kender alle i Aarhus,” er netop klar til at blive udgivet i morgen, fredag, og er også på set-listen, når de i aften spiller til Live fra VA15. Sangen betyder meget for drengene og handler om et hårdt brud med kærligheden, men også det håb der ligger i at finde sig selv i kaosset. Samtidig fungerer den som en lille hyldest til deres fælles hjemby og ved snakken om snart at skulle spille foran et levende publikum igen, stiger forventningsglæden markant hos Marius:
“Som så mange andre lever vi meget på live-delen til vores koncerter. At mærke den energi fra publikum igen kommer til at betyde alt for os. Det lever vi rigtig meget på, og det hele begynder så småt at rulle efter Live fra VA15”, så vi glæder os utroligt meget til at komme og spille!”
Undertekst spiller klokken 20 i aften, og du kan følge livekoncerten HER.