Otte koncert-aftener og 14 acts har været det stærke indhold i GAFFA’s, SPOTs og ROSAs online-sessions ”Live fra VA15”, som lukkede ned for denne gang i torsdags. Og det har været populært både blandt musikere, branche og seere. Initiativtagerne håber projektet kan fortsætte til efteråret.
168.000 gange blev der streamet fra koncerterne via GAFFAs og SPOTs Facebook-sider – det er 12.000 pr. act – og det tal tager arrangørerne som et tegn på, at musikpublikummet også har taget positivt mod det nye initiativ – akkurat som de deltagende musikere og deres baglande her der foreløbig ar.
Live fra VA15 var og er et projekt, der søger at give en håndsrækning og en platform til musikken midt i en corona-tid, hvor planlagte udgivelser, turneer, PR-kampagner og andre fremstød for det enkelte act er blevet skrottet – eller i bedste fald udskudt. Og hvor et essentielt begreb i enhver musikerkarriere som ”timing” er gået helt i fløjten – ud over stor usikkerhed omkring, hvad fremtiden byder på af muligheder – og begrænsninger.
En god ny måde at kommunikere med fan-gruppen på
Som lederen af We Are Suburban, Jakob Løkkegaard siger efter at have haft Rebecca Lou og Elisha med i serien:
– I en tid, hvor man er nødt til at tænke proaktivt og kreativt, er Live fra VA15 et af de mest effektive projekter vi har set. Corona-krisen er lig med et halvt års manglende eksponering, og en af kvaliteterne ved Live fra VA 15 er, at vi har kunnet ”holde gryderne i kog”, siger Løkkegaard om projektet, hvor SPOT og ROSA har stået for selve produktionen, GAFFA den mediemæssige lancering, mens begge parter både har været involveret i booking og har lagt platforme til for at skabe videst mulig eksponering.
Jakob Løkkegaard fortsætter:
– Her i corona-tiden syntes jeg, der er gået lidt ”pauvert optagede sessions” i det hele. Men Live fra VA15 har været god produktion og lyd – og vi vil helst lave noget der har production value. Jeg tror det her med at livestreame direkte til sine fans, er kommet for at blive. Det er en rigtig god måde at kommunikere med fangruppen på, og vi vil lægge det ind i vores strategi – også når livescenen kommer i gang igen. Den store udfordring bliver så, hvordan man fastholder publikum hele vejen gennem streamingen. Det sidste skal der arbejdes med…
Mags: Mange, der ikke har mig før, har kigget med
Mags, der spillede 16. juni, fremhæver:
– Det har været et enormt professionelt set-up. Og det er en fed måde at eksponere mig på, siger mags, der netop har sendt en ny single på gaden.
– Der er over 10.000 der kiggede på, og der er mange folk, der ikke har set og hørt mig før, som har kigget med. Om jeg har fået respons? Ja. Folk har kommenteret, at det var fedt at høre sangene i akustisk version. De har været glade for at høre nye versioner af sangene, siger mags, der tror online-sessions’ er kommet for at blive, og at hun selv vil tænke det ind i sit kommende arbejde.
– Og så vil jeg gerne sige, at det er positivt, at nogen har taget ansvar midt i den periode vi har været igennem, siger mags om Live fra VA15-initiativet.
Rebecca Lou: Et superinteressant format vi kan bruge
Rebecca Lou – som var i fokus på allerførste Live fra VA15-aften 28. maj – er enig:
– Det var en mega fed oplevelse. Det var fedt at få spillet live igen som band – og det er fedt at SPOT og GAFFA støtter musikken i en tid som denne.
– VI har fået rigtig positiv respons efterfølgende, fortsætter Rebecca. – Også fra folk, som normalt ikke ville have købt billet til vores shows. Men her har de kunnet være nysgerrige og tjekke os ud. Selv om det var lidt kunstigt for os at spille overfor et publikum, man ikke kunne se, tog vi det som endnu en udfordring – som endnu en væg man skal bryde ned. I det hele taget er det et superinteressant format, og i gruppen er vi meget tilfredse med vores optræden, så vi har også tænkt os at bruge optagelsen – og klip fra den – efterfølgende (den ligger tilgængelig for alle på SPOTS YouTube-kanal, red.), siger Rebecca Lou.
Ida Laurberg: Min hidtil bedste optræden
Ida Laurberg, der optrådte onsdag 24. juni, var rigtig glad for set-up’et:
– Det er en af de optrædener, jeg er mest stolt af at have lavet. Simpelthen. Det har noget at gøre med den gode vibe, der var på stedet lige fra vi ankom. Jeg følte mig fuldkommen tryg, det var et hyggeligt rum (studiet, red.), imødekommende folk, og der var styr på alt det tekniske. En af måderne jeg kan mærke det på, er når jeg ser optagelsen bagefter. Jeg var SÅ meget mig selv, når jeg snakkede, og når jeg talte til kameraet og kommunikerede med publikum, roser Ida Laurberg aftenen, og har også tænkt sig at bruge optagelsen efterfølgende til fremtidige branche-kontakter.
Bidragene kunne have været større
Live fra VA15 også været et forsøg på at få publikum til at give en skærv til musikerne i stedet for corona-periodens tendens med at kunstnerne skal ”forære” musikken væk for at holde publikums opmærksomhed. I en tid, hvor musikerne i forvejen ingen indkomst har.
– Der ér kommet nogle penge ind, men dét er en del, der skal arbejdes med fremadrettet, siger GAFFAs boss Robert Borges:
– Vi må arbejde med at synliggøre andre måder, man kan støtte grupperne på. Folk er bare ikke vant til at betale for musik på nettet – modsat inden for f.eks. gaming, hvor det er naturligt at betale. Så det er noget, der skal arbejdes ind hos publikum, siger Robert Borges.
Til gengæld synes han, formatet har fungeret: – Det ligger i tråd med det både vi og SPOT gerne vil bidrage med. Det er jo musikformidling. Professionelt udført. Og lavet for et overset segment af artister, som står og mangler deres platform efter bl.a. aflysningen af SPOT. Men under Live fra VA15 kan musikerne mærke, at de er på – og de får et dokument de kan bruge videre. Vi håber at kunne fortsætte initiativet efter sommerferien. For denne profil mangler på de etablerede kanaler, siger han.
ROSAs og SPOT’s boss Gunnar Madsen siger: – For SPOT og ROSA har det været vigtigt, at vi – på så mange platforme som muligt – har kunnet bidrage til at afbøde følgerne af corona-krisen, der har ramt musikkens talenter og vækstlag hårdt. Det er vigtigt, at det karrieremæssige momentum ikke sættes helt ud af drift. Kvaliteten af den musik, der er blevet leveret, vidner i sig selv om, at vi med live koncert-streaming har fat i noget af det rigtige.
– – –
Live fra VA15-produktionerne forberedes effektvivt med to timers lydprøve og rundown af setliste for hvert act – inden koncerten eksekveres og streames live om aftenen. Foto i top: Rebecca Lou Live fra VA15 28. maj – foto i midten: mags i Live fra VA15 16. juni. Foto nederst: Ida Laurberg
Live fra VA15 produceres af SPOT, GAFFA og ROSÅ med støtte fra Promus som har lagt A-LAB til samt HifiKlubben.