Bandet Astronaut med de århusianske rødder havde planlagt ture til både London og Island i musikalsk øjemed. Planerne blev forpurret af pandemien, som i stedet resulterede i en rejse indad, når de nu ikke måtte rejse ud. Astronaut lukker og slukker for den seneste måneds Live fra VA15 i aften – SPOTs, GAFFAs og ROSAs række af online-sessions.
Sidste år udkom Astronauts debutalbum ”Silence One”, der endte som en skarptskåret og velmodtaget skive, der bar reminiscenser af Tame Impala, Jungle og David Bowie. Kvintetten, bestående af forsanger Martin Zeppelin, Tobias Sachse (keys), Anders Rothmann (bas), Rio Bravo (guitar) og Tobias Andreassen (trommer), havde lyst til straks at lave album nummer to og ”rock’e on,” som Martin Zeppelin fortæller.
– Vores producer, Claudio Mittendorfer (har arbejdet med Arctic Monkeys, Muse og Franz Ferdinand, red.), spurgte os, om vi egentlig var klar til det. For normalt har folk brug for at puste ud og få nye indtryk. Og det er rigtigt, at nogle gange skal man leve livet, for at der kan komme nye oplevelser, så det trænger ind i den måde, jeg skriver tekster, og vi skriver sange på.
Så i stedet for at springe hovedkulds ud i albumprojektet, var flere af Astronauts medlemmer aktive til andre sider for at suge nyt til sig. Tangentmesteren Tobias Sachse udgav album med Yune, hvor han er forsanger. Og derudover fortæller Martin Zeppelin, at han i mellemtiden begyndte at skrive tekster på dansk:
– Jeg er out of nowhere begyndt at skrive sange på dansk. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville. Peter Sommer spurgte, om jeg ville skrive nogle sange til ham. Det endte med, at han ændrede mening og syntes, at jeg selv skulle skrive et soloalbum i samme ånd. Jeg drømmer på engelsk, så der ligger en større indsats for mig i at skrive på dansk. Men det kommer i sit eget tempo.
Ud over at skrive dansksprogede tekster til sit soloprojekt har han og Astronaut også været aktive. Lige nu arbejder de på et nyt album, og der sendes mixes og feedback frem og tilbage. Den oprindelige plan var, at gruppen skulle mødes med producer Claudio Mittendorfer i London, og derefter i studiet hos Sigur Rós i Island, ”hvor der er varme kilder, og folk der knalder i laden,” som Zeppelin så romantisk siger med et glimt i øjet.
Isolationstiden, der fulgte i kølvandet på COVID-19’s indtog af planeten Jorden, hæmmede ikke Martin Zeppelins sangskrivning. Han fortæller:
– Jeg tilbringer 80 % af min tid alene, og jeg kan godt lide det. Det er den eneste måde, at jeg kan ramme den energi og udadvendthed, jeg bruger på scenen. Så i forhold til at skrive, har vi ikke været begrænset.
Astronaut er i særdelshed et band, der er blevet rost for deres atmosfæriske og flamboyante koncerter, der byder på et mix af indie-genrer og spacede ballader. Corona-tiden beskrives som kun ”et intermezzo, hvor der er en masse kultur at deltage i på den anden side”, som Martin Zeppelin forklarer. Sangproduktionen foregår ifølge forsangeren således:
– Det er tit noget med, at jeg pludselig får en følelse, som holder mig vågen klokken et om natten. Så følger jeg bare efter den idé, til den ikke er der mere, eller til jeg har ondt i hjernen. Så indspiller jeg en demo eller iPhone-optagelse, som jeg tager med til bandet. Jeg har måske 40 idéer, og de reagerer på én. Vi forfølger idéerne og prøver at se, how deep the rabbithole is.
Opfølgeren til debutalbummet har ingen fastsat dato endnu, men du kan med garanti få en forsmag i aften til Live fra VA15:
– Jeg håber, at der bliver en ny anerkendelse og respekt for festivalbranchen (red.: publikum og politikere), fordi der ligger et gigantisk arbejde i at få noget til at virke, som om det bare er gratis vand fra hanen. Vi havde glædet os til at spille på VoxHall til SPOT festival og prøve nye sange af. Det får vi så lov til i aften! Og vi tænker, at nød lærer nøgen kvinde at streame.
Du kan livestreame Astronaut i aften kl 21.00 på SPOTs og GAFFAs facebook-sider. De sætter hermed punktum for sommerens online koncerter til Live fra VA15. Men der lægges planer om flere sessions.
Tørster du efter mere musik, så husk at du kan (gen)se ALLE livestreams på SPOTs Facebook- eller YouTubekanal.
—
Foto: Jannick Boerlum