ROSA, SPOT og Strøm er med blandt de 4200 tilskuerne lørdag i Leipzig Arena, der skal være med til at klarlægge smittespredning under koncerter og give information om hvordan smittespredning kan undgås. “Vi er bagud med forsøg på live-området herhjemme”, siger Gunnar Madsen, leder af SPOT og ROSA og formand for Strøm, forud for deltagelsen.
4200 tilskuere til koncert – et tal der virker helt astronomisk i disse corona-tider. Men det sker i morgen i Leipzig, hvor den tyske popstjerne Tim Bendzko giver koncert.
For en gangs skyld er musikken ikke det egentlige centrum – det er tilskuerne. De 4200 er udvalgt efter frivillig tilmelding. Alle skal være testet negativ for COVID-19 kort før koncert-start, og under koncerten vil hver af de 4200 (i alderen 18 til 50 år) dels være udstyret med en lille tracker og dels have skyllet hænder i flourescerende håndsprit. Det vil både fortælle om tilskuernes bevægelsesmønstre og tæthed under store koncerter – og også indikere, hvordan en virus kan sprede sig under en koncert.
Forskningsstudiet – der også omfatter en koncertdel med 2000 tilskuere med 1,5 meters afstand til hinanden – hedder Restart-19 og er finansieret af delstaterne Sachsen og Sachsen-Anhalt, og når de enorme mængder af indsamlet data er analyseret, kan de få stor betydning for live-scenen – også herhjemme.
“Vi er bagud med forsøg på live-området”
– Vi deltager og kan kun bakke op om forsøget, for vi er bagefter herhjemme, når det gælder forsøg med livearrangementer,, siger ROSAs og SPOTs chef Gunnar Madsen.
– Vi vil gerne både støtte og styrke forskningen omkring koncerter og adfærd. Jo mere information vi kan finde frem til, jo bedre vil det være for vores vidt forgrenede live-scene herhjemme.
Gunnar Madsen er allerede i dialog med direktøren for Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, hvor resultaterne fra Leipzig skal diskuteres og viderebehandles til brug på den hjemlige live-scene. Gunnar Madsen håber på den baggrund efterfølgende at kunne komme i dialog med Kulturministeriet om nødvendige forskningsmæssige initiativer for den danske livescene.
– Det er et vigtigt arbejde, der pt. gøres fra livebranchens side for at udrede koncert-scenens udfordringer i forhold til corona-krisens økonomiske konsekvenser. Men det er også vigtigt, at vi så tidligt som muligt forholder os til krisens alvorlige langsigtede perspektiver, og hvordan vi bl.a. gennem øget forskning kan få genskabt optimale rammer for “det normale”, sociale koncertliv. Det er vigtigt for musikken, men måske endnu vigtigere for publikum, slutter Gunnar Madsen.
SPOTs booker Albert Helmig og Strøms sekretariatsleder Maja Kring Schørring repræsenterer ROSA og SPOT ved arrangementet.
– – –
Foto i top: Den tyske popstjerne Tim Bendzko er på scenen i morgen – men det er tilskuerne, der er i det virkelige fokus.